Registrering af beskyttede naturtyper

HVAD VIL DU?

Ansøge om dispensation til at anlægge eller ændre:

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 3 er følgende naturtyper beskyttet mod tilstandsændringer:

  • Søer og vandhuller med et naturligt plante- og dyreliv er beskyttede hvis de har et areal på mindst 100 m2.
  • Alle vandløb er omfattet af vandløbsloven, og en stor del af dem er også omfattet af naturbeskyttelsesloven.
  • Moser, ferske enge, heder, overdrev og strandenge er beskyttede hvis de hver for sig eller i sammenhæng har et areal på mindst 2.500 m2. Det gælder også hvis der er flere ejere. Mindre moser er også beskyttede hvis de ligger ved beskyttede vandløb eller søer. I byzone og sommerhusområder gælder særlige regler.

Find de beskyttede arealer

Du kan se registreringer af beskyttet natur på Webkortet. De beskyttede vandløb bliver vist, når du zoomer ind på kortet. På webkortet kan også søge på de adresser, matrikler og markbloknumre, som du ønsker at se på.

Registreringen er udgangspunkt for kommunens administration af naturbeskyttelseslovens § 3, men er kun vejledende. Et areal kan således godt være beskyttet, selvom det ikke er blevet registreret. Det er altid de faktiske forhold der afgør, hvorvidt et areal er omfattet af naturbeskyttelsesloven.

Miljøministeriet har udviklet appen Beskyttet Natur, som giver adgang til alle relevante oplysninger om beskyttede naturområder i hele landet. I appen kan du se hvor du befinder dig i forhold til de beskyttede naturområder og du kan se oplysninger fra besigtigelser af områderne direkte på din telefon. Vi anbefaler at du downloader og bruger appen, hvis du har beskyttet natur på din ejendom, hvis du er i tvivl om du har det, eller hvis du lejer arealer med beskyttet natur.

Hvis du vil se registreringer af beskyttet natur udenfor Esbjerg Kommune kan du finde dem på Danmarks Arealinformation.

Oplysninger fra besigtigelser af beskyttede områder kan du se på Danmarks Miljøportal – Naturdata. Oplysninger kan være myndighedernes vurdering af naturområdets tilstand og de planter som er fundet i naturområdet.

Naturstyrelsen har udgivet en pjece om beskyttede naturtyper: Er der beskyttet natur på din ejendom?

Hvis du er i tvivl om et areal er omfattet af naturbeskyttelsesloven, er du altid velkommen til at spørge Natur og Vandmiljø ved at skrive til miljo@esbjergkommune.dk.

Hvornår kræves en dispensation?

Tilstanden af beskyttet natur må ikke ændres, men den hidtidige drift af arealet kan fortsætte. Man må således ikke omlægge, dræne eller tilplante arealet, ligesom man ikke må benytte sprøjtemidler og gødning, hvis det ikke tidligere er brugt der. Forbuddet gælder også for etablering eller opfyldninger af vandhuller. Det er altid ejeren eller brugerens ansvar, at der ikke sker indgreb i beskyttede naturtyper.

Hvis du ønsker at ændre tilstanden af et beskyttet naturareal, skal du forinden søge dispensation hos kommunen.

Gå til de enkelte naturtyper i menuen og læs mere.

Hollandsk

Læs om de beskyttede naturtyper på hollandsk (PDF)

Topbilleder: Beskyttet strandeng på Mandø af Mette K. Due, Dukatsommerfugl af Klaus B. Fries samt Beskyttet vandløb og mose af Ole Detlevsen.

Kontakt

Teknik & Miljø
Natur & Vandmiljø
Torvegade 74
6700 Esbjerg
Tlf.   76 16 16 16

Skriv til Miljø

Skriv til Miljø (NemID for borgere)

Se ansatte i Natur og Vandmiljø

 

 

 

© 2012 i Esbjerg Kommune